Er du tæt på termin, gået over termin eller står overfor igangsættelse og går med tanker som:
Fødselsmodning eller sengravid behandling er til dig, som måske skal sættes igang før vanlig tid eller som måske blot er godt gammeldags træt af at være gravid og ønsker at hjælpe kroppen godt på vej hen mod fødslen.
Efterhånden som terminsdatoen nærmer sig, er det helt naturligt at føle sig mere tynget af sin graviditet – og måske utålmodig i forhold til den forestående fødsel.
Det er derfor meget normalt at have et ønske om at opsøge muligheder for at sætte fødslen i gang.
Ud fra mange års klinisk erfaring, samt et oprigtigt ønske om at give alle kvinder den bedst mulige fødselsoplevelse, udbyder vi i Kvinde-min den fødselsfremmende behandling - "et kærligt skub".
Behandlingen er skabt til dig, som ønsker at optimere udgangspunktet for fødslen i det sidste del i graviditeten – og give kroppen et gunstigt og kærligt skub hen mod det forestående vearbejde.
Hovedfokus for behandlingen er at den sammensættes med respekt for både krop og sind.
Behandlingen foregår med udgangspunkt i dig. Vi afklarer hvordan du har det rent mentalt og fysisk og laver en vurdering af hvor klar og fødselsmoden din krop er.
Vurderes det hensigtsmæssigt, kan jeg foretage en hindeløsning, evt. fulgt op af vestimulerende akupunktur og -pressur samt rebozo.
Det kan også vise sig at det mest optimale er, at arbejde med barnets indstilling i bækkenet eller at vi måske skal arbejde med at modne kroppen fx forud for igangsættelse.
Uanset, vil du/I få øvelser som I kan bruge i hjemmet, afhængig af målet vi sammen sætter for behandlingen.
Mange gravide har hørt om hindeløsning og forbinder det måske med en "naturlig" igangsættelse af fødslen. Men hvad er en hindeløsning?
En hindeløsning foregår ved at der laves en indvendig undersøgelse af livmoderhalsen og –munden.
Er det muligt at komme gennem livmodermunden, op til barnets hoved, kan man ved en specifik teknik massere fosterhinderne med det formål at frigive prostaglandiner, et signalstof som kan igangsætte fødslen.
Der er dog ingen garantier for succes og udføres hindeløsning ved umodne vaginale forhold, er der stor risiko for gener for den gravide (såsom øgede plukkeveer) og meget ringe sandsynlighed for at gå i fødsel.
Generelt kan man sige, at jo tættere på termin og jo flere fødsler man har bag sig, des større sandsynlighed for effekt. Og erfaring tyder på at hindeløsning kan være mere effektfuldt, hvis det gentages med max nogle dages mellemrum.
Generelt er der ved hindeløsning efterfølgende mulighed for pletblødning, og øgede plukkeveer/murren som kan føles generende. Hindeløsning tilbydes tidligst fra uge 40+0. Men anden fødselsmodnende behandling, fx op til en igangsættelse, kan opstartes fra graviditetsuge 37.
Selve hindeløsningen kan føles en smule ubehagelig, med jag og murren, men min generelle erfaring er at hindeløsning ikke er smertefuld når det udføres ved ”modne forhold”, som vi jordemødre kalder det.
For visse gravide kan hindeløsning og evt. supplerende behandling, være startskuddet til at sætte fødslen i gang - når det udføres under optimale og modne forhold.
Men hindeløsning kan desværre også være en kilde til yderligere stress på en - i forvejen - belastet gravid krop (og sind), hvis ikke det udføres med respekt for kroppen og hvad den er klar til.
Jeg har i mit arbejde på føde- og svangreafdeling, selv erfaret hvordan hindeløsning kan give ”bagslag”, og derfor er det så vigtigt for mig at understrege, at hovedfokus for behandlingen er at vi finder den behandling der er den helt rigtige for dig. Og det er her mine mange års erfaring med igangsættelse vil komme dig til gode.
Skulle jeg vurdere, at det ikke er det optimale for dit udgangspunkt med hindeløsning og meget aktiv behandling med henblik på vefremme, må du ikke fortvivle! Der er et hav af andre ting vi kan hive frem fra redskabskassen, som kan hjælpe dig på vejen mod fødsel – det kan fx være rebozo, at skabe afspænding, mentale redskaber eller optimering af barnets position i bækkenet.
Fokus er på at skabe ro og give noget kærlighed til den højgravide krop og skubbe kærlig til den, dér hvor det giver mening.
For det er i virkeligheden dét som kroppen har størst gavn af, hvis vi skal skabe forudsætninger for at du/I får den mest optimale fødselsoplevelse og dermed bedste start på livet som ny familie.
Den fødselsfremmende behandling varetages af jordemoder Anne.
Behandlingen foregår som en konsultation og kan variere i tid, igen er det vigtigt at vi sammensætter lige præcis den behandling som er relevant for dig.
Behandlingen kan bookes som en basiskonsultation på 60 min. Men da der, for hver enkelt gravid, er forskel på behovet for tid til den fødselsfremmende behandling, kan du vælge at booke ekstra tid (+30min) i tillæg.
Hermed får vi mulighed for at arbejde mere dybdegående med fx øvelser og behandlingen så du får størst mulig effekt.
Pris kr. 600,- for 60 minutter eller kr. 950,- for 90 minutter. - OBS - pr 1-10/24 vil prisen for 60 min være 650,-
At have været i Cecilies kyndige hænder her både under og efter min tredje graviditet har været en af de bedste gaver jeg har givet mig selv.
Det har virkelig været træning jeg har set frem til, glædet mig til og prioriteret, og sådan har jeg aldrig haft det med træning før.
Det har været så fedt at mærke at man blev stærkere for hver gang, og at man nu ikke engang ét år efter ens tredje fødsel er stærkere end man var før man fik børn.
Kan kun anbefale at man giver sig selv den gave som gravid og mor et forløb hos Cecilie.
Og jeg håber på og glæder mig til at få lov at træne hos Cecilie igen.
Når man kommer ind hos Cecilie i hendes dejlige klinik, mærker man med det samme en dejlig ro. Cecilie er altid i et stort smil og veloplagt.. Jeg har nydt godt af både Cecilies kyndige fysviden gennem behandling samt graviditetstræning og fødselsforberedelse.
Jeg har været meget tryg i at kunne mærke at Cecilie har helt styr på både behandling og træning, målrettet til kvinder der er gravide.
Jeg vil anbefale enhver kvinde der er gravid og har smerter eller har brug for at holde sig i gang under graviditeten, at kontakte Cecilie og få hjælp.
Jeg er helt sikker på at mit efterfødselsforløb med genoptræning efter graviditet og fødsel, skal startes hos Cecilie, inden jeg er klar til at komme ud i den virkelig verden og træne selv 🙂
Tak for dig Cecilie